Content on this page requires a newer version of Adobe Flash Player.

Get Adobe Flash player

DRAGONFONDEN
JYDSKE DRAGONREGIMENT 7500 HOLSTEBRO
UDDELT LEGAT 2019
 

Pensioneret major Teddy Børgesen tildeles et hæderslegat fra Dragon--fonden for en helt ekstraordinær, dybt engageret og fagligt kompetent indsats.

Majoren har gennem en årrække etableret og drevet et WEB-site som pt. omfatter ca. 40.000 fotos af personer og begivenheder samt alle regimentsblade ved Jydske Dragonregiment.
Herved har Teddy Børgesen skabt en informationsdatabase, der er af uvurderlig betydning for eftertiden. Samtidigt er data registreret og lagret på en sådan måde, at de er let tilgængelige for alle, der er registrerede som medlemmer af WEB-sitet. Et forhold, som gamle dragoner har vist sig at sætte stor pris på med mere end 1 million besøg på WEB-sitet siden starten.


 

Værnepligtig ved Jydske Dragonregiment i 2002 og veteran fra ISAF hold 7 og 9 Jesper Steenberg Larsen tildeles som initiativtager til foreningen ”S/Y Veteranen” et hæderslegat fra Dragonfonden for en helt ekstraordinær, dybt engageret og kompetent indsats.

Jesper Steenberg Larsen har trods diagnosticering med svær Post Traumatisk Belastnings Reaktion (PTSD) formået at tage ansvar og udtænke et banebrydende koncept for hjælp til krigsveteraner.
Konceptet er baseret på en indsats ved brug af sejlbåde som terapeutisk middel.
Jesper Steenberg Larsen har startet foreningen op ved at investere en stor del af sin arbejdsskadeerstatning i foreningens første sejlbåd og har etableret aftaler med flere myndigheder om støtte til projektet, bl.a. fra Søværnet, der støtter den maritime uddannelse af deltagerne.
Herved har Jesper Steenberg Larsen ikke alene udvist stort mod og vilje, men samtidig trodset de udfordringer, han selv er kommet hjem med efter endt tjeneste.

 

Korporaler ved Jydske Dragonregiment Michael Abildgaard Ejstrud og Anders Toftmann Dinesen tildeles et hæderslegat fra Dragonfonden for en helt ekstraordinær, handlekraftig og faglig kompetent indsats.

Den 7. juli 2019 ydede korporalerne sammen en kompetent førstehjælpsindsats, som reddede livet for en irakisk soldat.
Indsatsen har været medvirkende til at forstærke billedet af danske soldater som værende kompetente, handlekraftige og hjælpsomme. Et forhold, der har bidraget til en høj grad af anerkendelse af og sikkerhed for det danske kontingent på Al Asad Air Base.